Om UngKolding
 
Velkommen på Ungdomsskolen Kolding
Ungdomsskolen Kolding er et kommunalt tilbud til unge i Kolding Kommune, som kan benyttes fra man starter i 7. klasse, til og med det år man fylder 18 år. 
Tilbuddene kan groft inddeles i fire hovedområder: Fritidsundervisning, som dækker bredt over et udvalg af kurser som eksempelvis rejser, musik, dans, design, skolefag, knallertkørekort og sport. Ungdomsklubber (7. klasse - 18 år) og Juniorklubber (4. - 6. klasse), hvor børn og unge kan mødes i deres fritid under opsyn af et ansvarligt personale. Dagundervisning for de unge, som har brug for et alternativ til den almindelige folkeskoleundervisning. 
Nogle aktiviteter er gratis, mens andre kræver, at man selv betaler en del af det. Se mere her (fritidsundervisning), her (klubber) og her (rejser). 
Vi har hovedkontor på C.F. Tietgensvej 7C i Kolding, men vores aktiviteter finder sted over hele Kolding Kommune. 
I Ungdomsskolen Kolding har vi to vigtige regler. 1) Ingen alkohol eller andre former for rusmidler. Man må hverken købe, indtage eller være påvirket, når man deltager i vores aktiviteter. 2) Ingen rygning på matriklen 
Lær os bedre at kende her på siden, på vores Facebook eller på Instagram (@ungkolding) 
 
Fritidsundervisning
 
Ungdomsklubber
 
Fritidsklubber
 
Dagundervisning
Vores dagundervisning består af fire forskellige tilbud, som alle kræver visitation.
Nordre Skole: Dette tilbud henvender sig til 7. - 10. klasses elever, som enten ikke kan eller ikke ønsker at fortsætte i den traditionelle folkeskole. Der arbejdes ud fra folkeskolens målsætninger med fokus på elevernes faglige, sociale og personlige kvalifikationer. Formålet er at ruste dem til videre uddannelse eller erhvervsarbejde. 
Visitation: Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
Pigeklassen: Tilbuddet henvender sig til piger, som har brug for et alternativ til den traditionelle folkeskole. Der er fokus på individuelt tilrettelagt undervisning i dansk, matematik, engelsk, idræt og emnefag, og der er mulighed for at tage folkeskolens afgangsprøver i dansk, matematik og engelsk.
Visitation: Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
PULS: PULS står for Personlig Udvikling, Læring og Socialisering, og er et tilbud, som henvender sig til sentankomne unge tosprogede. Der er tale om et specielt tilrettelagt undervisningsforløb, som primært skal kvalificere eleverne til folkeskolens afgangsprøver. Sekundært giver det eleverne mulighed for at tage sprogskolens prøver ifølge lov om danskuddannelse til voksne udlændinge. 
Visitation: Børne- og Uddannelsesforvaltningen
Sprogklasserne: I samarbejde med Sprogskolen Kolding tilbyder vi unge udlændinge en danskuddannelse (1,2 og 3), hvor de lærer at beherske det danske sprog mundtligt og skriftligt, samt får indsigt i danske kultur- og samfundsforhold. Herigennem ønsker vi at give unge udlændinge mulighed for at være en del af et ungdomsmiljø, samtidig med at de modtager undervisning på danskuddannelserne.
Visitation: Sprogskolen Kolding eller Jobcenteret


Senest opdateret 24.06.2016 08:45 af YKCAAD