På dette hold har vi fokus på at få lyd ud af noget, vi bygger selv. I den proces kommer du til at lære mere om lyd generelt, og du kommer også til at arbejde med gratis programmer, så du kan designe din egen højttaler bagefter.
Højttaleren
Hos os laver vi dog noget ret specielt - en panelhøjttaler (DML), som vi har udviklet her hos UngKolding, så du kan få den bedste lyd billigst muligt. Panelhøjttalere er kendetegnede ved at give et særligt lydbillede, der især er godt til film og gaming. Det er dog også fint til musik. Panelhøjttalere er også særligt gode til at tage imod EQ; fx rumkorrektion fra en receiver. Og det bedste af det hele er, at det hverken er en svær eller dyr højttaler at bygge. Vi vil dog også snakke om mulige opgraderinger, som kan laves hen ad vejen, hvis du skulle have lyst til at arbejde videre efter kurset.
Du skal fx være opmærksom på, at panelhøjttalere ikke spiller meget bas, men sammen kan vi se på at designe en subwoofer, og så har du et vinder-anlæg, som du selv har lavet. Og så er panelhøjttalere relativt store, men de er flade og brede, så de passer godt ind med fx fladskærme.
Så hvis du vil lære at bygge højttalere, og hvordan man bruger software til hjælp, så er det her kurset for dig. Bagefter kan du bygge lige dét, som du vil.
Senest opdateret 06.09.2024 12:27 af YKTRHA