Gå til sideindhold

Morfar M/K 2024 - for den professionelle

Retur til forrige side.

 

Hvad er ideen bag Morfar M/K?

Ideen bag ”Morfar M/K” er at udnytte, at nogle ældre har tid, lyst og erfaring til at rådgive, vejlede og hjælpe unge mennesker mellem 15 og 25 år på vejen ind i voksenlivets labyrinter uden at de får alt for mange knubs. 

Kort og godt at hjælpe dem til at blive selvhjulpne og selvstændige individer.

 

Hvem kan blive Morfar M/K?

Det kan voksne mennesker, som har tid, lyst, resurser og evner til at skabe en frugtbar kontakt til unge mennesker på en frivillig og ulønnet basis med gensidig respekt og gensidig fortrolighed. 

Derudover er det en fordel, hvis man er fleksibel og indstillet på at samarbejde med gruppens øvrige Morfædre M/K om gensidig erfaringsudveksling og sparring.

Der er ikke krav til specifik uddannelse eller baggrund.

Forskellighed er vores styrke.

Vi lægger meget vægt på vores selvpålagte tavshedspligt over for uvedkommende.

Du skal have en pletfri børneattest.

 

Hvad kan en Morfar M/K?

Det er en person, der kan lytte, vurdere, inspirere, eventuelt foreslå løsninger og handle alt efter behov. 

Du skal være en fortrolig og fordomsfri ”bedsteforældre”.

Man skal kunne acceptere løsninger, som måske ikke er præcis, som dem, man selv ville bruge. 

Hvem har brug for en Morfar M/K?

Det har nogen af de unge mennesker mellem 15 og 25 år, der er på vej ind i voksenlivet, og som har større eller mindre problemer, som de ikke selv kan overskue, og som ikke kan få den nødvendige hjælp, støtte eller vejledning i sine omgivelser. 

Selv små problemer kan være forstyrrende i forhold til at passe skole eller uddannelse.

Udfordringerne kan være mange: Alt det praktiske med at flytte hjemmefra, det at oprette en bankkonto, eller lægge budget, MIT-ID, E-boks, forsikringer, adresseændring osv. osv.

Man kan have problemer med kontakt til andre unge, lærere, arbejdsgivere, myndigheder osv.

Måske mangler man hjælp til en ansøgning eller til at forstå et brev fra kommunen. Rækken af mulige opgaver er uendelig.

 

Hvor kommer de unge fra?

Vi får henvist unge fra ungdomsuddannelsesinstitutioner, skoler og kommunen – eller virksomheder.

Ofte er det en lærer eller en anden medarbejder, som opdager, at der er behov for støtte fra en person, som kan træde til som en Morfar M/K, der fordomsfrit tager den unge i hånden og så følges med hende eller ham et stykke ad livets vej gennem et stykke tid.

 

Hvorfor kan en Morfar M/K bruges?

Fordi en Morfar M/K er en person, 

  • som man kan være fortrolig med, 
  • som man kan stole på, 
  • som ikke har en skjult agenda, 
  • som ikke er systemets repræsentant, 
  • som man kan løse personlige problemer med, som man bare kan være sammen med,
  • og som kan være bisidder.

Måske kan man endda blive venner.

 

Hvad kan du gøre
 - som lærer eller vejleder?

Hvis du får kendskab til en ung, som kan have gavn af at mødet med en Morfar M/K og som selv kan tænke sig den mulighed, så kontakt Morfar M/K.

 

Kontakt

Torben Olesen

Projektholder

Mobil 51 14 71 90

E-mail: toro@kolding.dk

 

Ungdomsskolen Kolding

C. F. Tietgensvej 7C

Telefon 79 79 70 70

E-mail: ung@kolding.dk

Apricore logo